Plinten
Pelle Juul Carlsen
Emilie Zinck Munksgaard
Plinten er et essentielt virkemiddel for at skabe autonomi i arkitekturen. Placeres et element på plinten, vil det straks stå i kontrast til sine omgivelser. Ved klart at eksponere grænser, bevirker plinten til automatisk konfrontation mellem arkitektoniske elementer og danner derved en oplevelse af agonistisk pluralisme. Plintens tilstedeværelse giver anledning til vurdering og aflæsning af et sted, der manifestere sig gennem forskelle.
Plinten indrammer den givende situation, det givende rum, og udstiller med elementer placeret på plinten klart, hvad der står på, og hvad der står udenfor. Plinten introducerer et stop eller en start i det homogene byrum. Den giver mulighed for at forstå et byrum som værende et sted, der kan indrammes fremfor værende et omsiggribende sted uden grænser. Dens egenskab består i skabelsen af byrum, der enten indrammes, begrænses eller ligger sig imellem situationer. Den skaber mulighed for konfrontation, for definitiv placering, som en non-ikonisk gestus, der kan åbne analoge revner i byrummet, selv hvis det er blevet totaliseret af urbaniseringens kræfter.
Plinten formår at udfordre måden, hvorpå den moderne generiske by har struktureret sig på, idet den implicit altid vil have konfronterende afgrænsende karakter.
I modsætning til væggen er plinten en form, der danner ramme og iscenesætter, fremfor at adskille eller isolere.
De forskellige virkemidler præsenteret ovenfor reduceres til specifikke arketyper med afsæt i den eksisterende bys typologiske elementer Arketyperne tilføres på ny til det udvalgte site i form af definitive volumener arrangeret inden for et klart afgrænset rum.
Indgrebet er et forsøg på at introducere et eksempel på en absolut arkitektur, hvor den klare samhørighed i separationen og konfrontationen vil tydeliggøre den agonistisk oplevelse af byen.
Grid-strukturen
Pelle Juul Carlsen
Emilie Zinck Munksgaard
Grid-strukturen har potentiale til at blive opdelt i mindre og større rum. Dets struktur kan skabe generøse åbninger og optiske afgrænsninger, indrammes af vægge og definere transparente rum i rummet. Tilsammen kvaliteter, der giver grid-strukturen en oplevelse af generøsitet og uhøjtidelig monumentalitet.
Le Corbusier introducerede i 1914 en model kaldet Dom-ino. En reduktion af arkitektonisk form, hvor strukturen er det afgørende element i modellen.
Dom-ino skal anses som en prototype bestående af vandrette slabs og søjler, der reducerer bygningen til sit minimum. Systemet blev et symbolsk projekt af det 20.århundredes arkitektur og en forløber for et af de mest udbredte byggesystemer: den strukturelle beton ramme.
Dom-ino modellen etablerede en ny vision for privat ejendom: muligheden for selv-konstruktion, som automatisk gør indbyggeren til ejeren af sin egen bolig.
Konsekvensen af den afklædte strukturelle ramme er afskaffelsen af vægge og facader, som almindeligvis anvendes i defineringen af arkitektoniske rum.
Grid-strukturen introducere det frie plan, bestående af uhindrede rum, hvor kun struktur forbliver. Implicit i forståelsen af det frie plan ses egenskaben i at kunne rumme forskellige programmer og aktiviteter alt efter behov. Det er ryddet for traditionelle arkitektoniske elementer såsom ornament og indvendige skillevægge og reduceret til åbne rum kun afbrudt af strukturens egne søjler.
Grid-strukturen evner strukturelt at manifestere sig, mens det programmatisk besidder en fleksibilitet og tilpasning, idet det kan rumme uforudsete rumligheder. En struktur åben for enhver fortolkning.
Væggen
Pelle Juul Carlsen
Emilie Zinck Munksgaard
En væg kan være en struktur, som giver sikkerhed og sommetider bærer vægten af et tag for at danne et hjem. En væg kan opdele et indre og et ydre, lede bevægelserne inde i en bygning, materialisere en grænse, opdele to ejendomme eller endda – fysisk og symbolsk – blive en barriere mellem to forskellige regioner. I nogle tilfælde kan et større indelukke være et rum i sig selv. Eksempelvis den beboelig væg.
Byen er traditionelt set defineret af vægge og gader. Den moderne by er derimod i høj grad defineret af cirkulation, der på mange måder begrænser oplevelsen af bevægelse gennem byrum.
Vi bevæger os ikke længere fra sted til sted, men fra A til B: alt hvad der foregår imellem afgangen og destinationen negligeres idet byens indbyggere bevæger sig indenfor givne mønstre.
Et af virkemidlerne i dette projekt er væggens egenskab, som en arketype. Væggen, som arketype, udfolder paradigmatiske scenarier i forhold til organiseringen af bebygget areal og åbne rum, artikulationen af topografien og indramningen af forskellige forhold, som kan danne nye rumlige situationer.
Væggens arketypiske egenskaber er grundlæggende for projektets udfoldelse, både i forhold til den historisk analyse af byens eksisterende vægge og i forhold til, hvordan væggen udfolder sig som konfronterende autonomt element, der separerer sig fra sine omgivelser. Væggen giver mulighed for at definere grænser, at skelne inde og ude, for at skabe ro i bybilledet. Den arketypiske væg afviger fra typologisk orden og manifestere sig gennem sin enkelthed og transformative kvaliteter.
Étienne-Louis Boullées (fransk arkitekt fra 19.hundredtallet) offentlige monumenter er karakteriseret af et formsprog defineret af kompositionen af simple geometriske former. Han arbejdede især med 2 slags adskillelses elementer: blottede vægge og tæt arrangerede søjler, der på samme måde definerer en grænse.
Boullée foretrak væggen, som arkitektoniske ”ornament”, da den producerede en arkitektur hvis primære ornamentering bestod af skygger. Skyggerne repræsenterer naturen i sin primære perceptuelle form af lys og mørke og bliver i sin simple, men tydelige fremtoning, en dedikation til den frie borger.
I bevægelsen væk fra den franske klassicisme mod mere rene, simple geometriske kompositioner af form, ønskede Boullée gennem sin arkitektur at kommentere på den politiske situation i slutningen det 17.århundred, som var karakteriseret af monarkiets afslutning og Revolutionen i 1789.
Den offentlige arkitektur burde ifølge Boullée være anonym, hylde det frie individs og være tilgængelig for alle borgere. Man kan derfor tale om, at Boullée introducerede en ny demokratisk tankegang omkring udviklingen af arkitektur og offentlige rum. Han ønskede at fremhæve den klare, anonyme oplevelse af at de blottede autonome volumeners projektering af skygger fremstod som værende det offentlige monuments vigtigste egenskab.
I stedet for at følge principper såsom symmetri og ensartethed, der karakteriserede traditionen i den franske klassicisme, udviklede Boullée principper i “tilstande af undtagelse” i form af entals monumenter, der blev strategisk placeret i den ellers endeløse nye metropol, Paris.
Af denne grund kan Boullées arkitektoniske projekter anses som analoge byer, der gennem deres begrænsede eksemplariske objekter iscenesætter og definerer funktionerne i et voksende urbant paradigme: den moderne storby.
Den dominerende type
Pelle Juul Carlsen
Emilie Zinck Munksgaard
Den dominerende ”type” er gennemgående og kan forstås som det typiske element, der udgør byen og dens fælles udformning – i Paris’ tilfælde, Haussmanns husblok og facade.
Den dominerende ”type” bevæger sig mellem 2 definitioner – almindelige situationer og typiske elementer – og fungerer både som forståelsesramme og som et tingsliggjort typisk arkitektonisk objekt, der udgør idéen om byen.
Byen er et historisk produkt og er opstået på baggrund af behovet for bosætning og sameksistens. Byens identitet ændrer sig imidlertid med tiden, ofte som svar på en stadigt voksende mangfoldighed af indbyggere og skiftende eksterne omstændigheder.
Historisk formaliseres denne udvikling i konstruktionen af bygninger som bliver varetegn på samtidens fælles identitet og manifestation af byen. De dominerende typer er i denne sammenhæng de elementer, der formår at bestå gennem tiden og tilsammen give byen dens karakter.
Ifølge Aldo Rossi’s opfattelse af arkitektoniske stilarter, byens morfologi, er hver stilart forbundet med bestemt dominerende bygningstypologier, såsom den romanske, der er repræsenteret ved klosterkirken, mens den gotiske er repræsenteret ved katedralen. Disse bygningstypologier er i nogle byer de ikoniske strukturer, som giver byen identitet.
For at kunne forstå byen er det nødvendigt at have en forståelse af den dominerende ”type”.
Autonomi
Pelle Juul Carlsen
Emilie Zinck Munksgaard
Autonomisk form er gennem historien af arkitekter blevet udtrykt gennem en radikal og systematisk konfrontation med byen. Flere arkitekter har gennem tiden arbejdet med archipelago tilgangen, som et alternativ til byens ekspanderende tendens.
Autonomi indenfor arkitektur skal derfor forstås, som en form, der i dialektisk samspil med sine omgivelser, formår at manifestere sig i forhold til sin kontekst. Begrebet blev i 1930’erne beskrevet af Emil Kaufmann. Kaufmann understregede arkitekturens formelle aspekter såsom: enkel geometri, blottede vægge, rammeløse åbninger og flade tage. For Kaufmann repræsenterede isoleringen og separationen af dele og deres dialog, som enten gentagne eller oppositionelle elementer, en formel autonomi.
Introduktionen af historisk kritik indenfor arkitekturen er et karakteristisk tema i forhold til autonomi. Det kompliceres imidlertid af to generelle holdninger eller retninger i forhold til, hvilken form for historisk kritik der er mest hensigtsmæssig.
Én form for kritik foreslår en ideologisk holdning til arkitekturhistorien. Hermed forstås en undersøgelse og inddragelse af alle de bidragende faktorer omkring arkitektonisk form, såsom de sociale, kulturelle, økonomiske og politiske, for at forstå, hvordan arkitektur produceres gennem magt.
Én anden form for kritik foreslår en typologisk tilgang til arkitekturhistorien og dens dannelse af byen. I denne sammenhæng skal det forstås som en undersøgelse af typologisk form for at forstå processer, principper og formelle operationer, der understreger produktionen af form. Indenfor denne holdning understreges især forholdet mellem de enkelte bygninger, som relaterer sig til byens bredere kollektive fællesskab og arkitekturhistorien.
Begge holdninger er uafhængige af hinanden, men deler idéen om at redefinere det individuelle i arkitekturen i forhold til det kollektive af byen. Uanset om man forstår arkitekturens form og rolle inden for byen som et produkt af social, kulturel, økonomisk og politisk interesse eller som et produkt af byens historiske, bymæssige og typologiske struktur, vægter begge holdninger det kollektive sind over individuelle.
Den dominerende type
Pelle Juul Carlsen
Emilie Zinck Munksgaard
Den dominerende ”type” er gennemgående og kan forstås som det typiske element, der udgør byen og dens fælles udformning – i Paris’ tilfælde, Haussmanns husblok og facade.
Den dominerende ”type” bevæger sig mellem 2 definitioner – almindelige situationer og typiske elementer – og fungerer både som forståelsesramme og som et tingsliggjort typisk arkitektonisk objekt, der udgør idéen om byen.
Byen er et historisk produkt og er opstået på baggrund af behovet for bosætning og sameksistens. Byens identitet ændrer sig imidlertid med tiden, ofte som svar på en stadigt voksende mangfoldighed af indbyggere og skiftende eksterne omstændigheder.
Historisk formaliseres denne udvikling i konstruktionen af bygninger som bliver varetegn på samtidens fælles identitet og manifestation af byen. De dominerende typer er i denne sammenhæng de elementer, der formår at bestå gennem tiden og tilsammen give byen dens karakter.
Ifølge Aldo Rossi’s opfattelse af arkitektoniske stilarter, byens morfologi, er hver stilart forbundet med bestemt dominerende bygningstypologier, såsom den romanske, der er repræsenteret ved klosterkirken, mens den gotiske er repræsenteret ved katedralen. Disse bygningstypologier er i nogle byer de ikoniske strukturer, som giver byen identitet.
For at kunne forstå byen er det nødvendigt at have en forståelse af den dominerende ”type”.
Arketypen
Pelle Juul Carlsen
Emilie Zinck Munksgaard
Arketypen er en entalsform, der på grund af sit klare generative princip, er i stand til at definere et miljø af forskelligt sammensatte former. Hvorimod den dominerende type er gennemgående, er arketypen fremsat af individualiseringen af en præcis og genkendelig form, potentielt gentagelig dog uden disse gentagelser vil blive nøjagtig de samme.
Arketypen vil aldrig kunne indgå som en del af en omfattende general byplanlægning, den er et eksemplarisk element, der kan implementeres i den eksisterende by struktur.
Arketypen er ikke normativ: princippet kan anvendes i mange forskellige størrelser, former og figurer, afhængigt af konteksten. Den er paradigmatiske og kan udløse forskellige scenarier og udvikle sig i nye kombinationer. Tanken om at genskabe byens anatomi gennem arketyper står i kontrast til urbaniseringens traditionelle overordnede plan; en implementering af disse arketyper i velovervejede kompositioner i spændingsfeltet mellem centrum og periferi ville kunne udvikle byområderne i Paris gennem arkitektur og tilføje nye ophold, rum, boliger, grønne områder og offentlige rum.
Arketyperne ser på styrken af byens grundelementer, de dominerende typer, og forsøger at gentolke form og rekonstruere rum, der åbner kollektive dimensioner i byens eksisterende stof og afslører fysiske og dialektiske konfrontationer i skabelsen af et arkitektonisk fællesskab. I forbindelse med nutidig byudvikling og de udfordringer der forbindes med den, bør man se på hvorledes arkitektur har mulighed for at fungere som bindeled mellem byens eksisterende stof og fremtidige byområder.
Arkitekter, byplanlæggere, investorer, de der designer byen, har et kollektivt ansvar for byens udvikling. Nye byggerier bør ikke opføres til gavn for egne interesser, men i højere grad til gavn for byen og dens samfund. Som designer af byen har man et ansvar i valget af arkitektonisk form og det byrum formen spejler sig i.
Forståelsen af byens historie, hukommelse og typologi er essentiel i denne sammenhæng – og de reducerede arketyper vil kunne fungere som bindeleddets komponenter i denne sammenhæng.
Type/Kollektiv hukommelse
Pelle Juul Carlsen
Emilie Zinck Munksgaard
Teoretikere har siden den græske oldtid beskæftiget sig med definitionen og forestillingen om type, oprindelsen af arkitektonisk form, systematiseringen af arkitektonisk viden og forståelsen af den kreative proces. Type har som begreb flere betydninger, og er i mange sammenhænge svarende til begreber såsom: idé, form, struktur (mønster, model, figur, billede osv.). Gennem historien har ordet fået tilføjet nye betydninger, og den oprindelige betydning er blevet mere sløret.
Konceptet type erhvervede sin moderne betydning under udbredelsen af den videnskabelige tanke i det 17. århundrede. Det afslørede behovet for at eliminere metafysiske, religiøse og æstetiske betydninger af den tidligere forestillinger af form, idet man fokuserede på kun beholde den epistemologiske betydning af begrebet.
Typologier giver os et værktøj til at studere arkitekturhistorien, som også kan forstås som en måde at undersøge byens kollektive hukommelse på.
Man kan i tekster af blandt andre Vitruvius, Alberti, Serlio og Palladio under renæssancen, Durand under Oplysningstiden, Hilberseimer i begyndelsen af det 20.århundrede og Aldo Rossi i 1960’erne, se processen af arkitekturhistoriens og derved også byens udfoldning.
Ovennævnte teoretikere og arkitekter anvender ikke nødvendigvis begrebet type, men i deres brug af klassificering og historisk placering af arkitekturen ligger begrebet type underforstået.
Forestillingen om type er et desuden et dialektisk princip, idet det altid reagerer med f.eks. form, konstruktion, produktion, kultur, historie og arkitektens eget præg.
Senere i byens arkitekturhistorie diskuteres begrebet kollektiv hukommelse. Begrebet kollektiv hukommelse og type er tæt forbundne, fordi byens kollektiv hukommelse er afhængig af arkitekturens tilstedeværelse. En materiel tilstedeværelse, der manifesterer sig både i bygget form og som teoretiske billeder. Bygget form, fordi bygninger vidner om udviklingen af byen. Teoretiske billeder, fordi de repræsenterer værdier, erfaringer, ideer. Type konstruerer derfor et link til historien, til arkitekturens egen historie gennem sine typologier og de idéer der er opstået omkring dem.
En absolut arkitektur
Pelle Juul Carlsen
Emilie Zinck Munksgaard
af urban ekspansion, men af idéen omkring grænser og konfrontation. Arkitektonisk er resultatet definitive volumener arrangeret inden for klart afgrænset rum.
”An archipelago is a group of islands set in a sea that simultaneously unites and divides them. The archipelago is not just a collection of different parts that share proximity; the form of the archipelago presupposes that its parts, even in their absolute separation, are moved by an absent center, toward which each island, in communion with the others, is oriented without claiming possession of this center. The absent center is the locus of confrontation among the islands. Confrontation is both what attracts the islands towards each other and what separates them, preventing their coalescence into a single mass.”
The Possibility of an Absolute Architecture, Pier Vittorio Aureli
I modsætning til ekspanderende urbanisering udgår archipelago fra idéen omkring byen bestående af agonistiske dele, hvis former er definitive og dog, i kraft af deres afgrænsninger, konstant i dialog med hinanden og med “havet”, som indrammer og afgrænser dem.
Arkitekturen i en archipelago kan defineres som absolut arkitektur. Et begreb, der anvendes om arkitektur, der har til hensigt at stresse individualiteten af arkitektonisk form i konfrontationen med omgivelser og som i sin adskillelse fra en helhed kan stå resolut alene. En arkitektonisk form, der definitivt er selvstående efter at være blevet separeret fra sine omgivelser, omgivelserne værende byen, dens struktur, omfattende organisation og regering. Der er tale om en arkitektur klart defineret af tilstedeværelsen og tydeliggørelsen af grænser – grænser, der definerer formen og grænser, der definerer byen.
Absolut arkitektur hensigter altså at understrege individualiteten af arkitektonisk form, når denne form konfronteres med det miljø og de grænser, hvori den er udtænkt og konstrueret. En absolut arkitektur skal kortlægge disse grænser, forstå dem, formalisere dem, og dermed styrke dem, så de klart kan konfronteres og anskues.
Absolut arkitektur er en dialektisk arkitektur, der på en gang har oprindelse i et fællesskab, men som på samme tid hylder individualiteten og den spænding, der opstår i konfrontationen mellem fællesskabets komponenter.
Gennem arkitekturens separation afsløres essensen af byen og essensen af arkitekturen selv, byen bliver en komposition af (separate) dele. Definitionen og afgrænsningen af en archipelago består derfor hverken i indførelsen af et generelt princip, totalitært system eller i placeringen af konkurrence drevne ikoniske-byggerier, men i stedet i en strategisk implementering af specifikke arkitektoniske former, der fungerer som rammer for byen og står i kontrast til urbaniseringen.
Konfrontationen mellem arkitektoniske objekter kan kun opnås på baggrund af fælles og eksisterende kvaliteter i byen, ikke opførelsen af byggerier kreeret ud af ingenting.
Disse specifikke arkitektoniske implementeringer skal derfor ikke forstås som nutidens tendens indenfor ikon-byggeri. Det ikoniske byggeri understreger sin singulære tilstedeværelse i bybillede gennem sit unikke ydre. Det ikoniske byggeri kan dog ikke betragtes som en eksemplarisk del af byen, fordi dens økonomiske princip består i at være enestående og unik. Det ikoniske byggeri imødekommer efterspørgselen efter det unikke, som en reaktion på markedets konkurrence. En konkurrence, der danner grundlag og krav til byggeriets behov for forskellighed og nyhedsværdi.
Denne form for nutidig arkitektur er især blevet anvendt i forsøget på at gentrificere byområder i periferien af byen og har i mange tilfælde skabt et sporadisk landskab af ikon-byggerier uden kontakt til lokalområdet. Arkitekter har fået kreativ frihed i et forsøg på at give socialklassen værdi i form af arkitektoniske ikon projekter.
Historisk er archipelago teorien forholdsvis ny, dog producerede den franske arkitekt Pierre Patte i 1765 ”Partie du Plan Général de Paris” – et kort over Paris, hvor byen defineres af en række byrum baseret på konkurrenceforslagene til designet af en ny Place Louis XV.
Ved at inkludere alle konkurrenceforslagene i ét plan, generede Pierre Patte en prototypisk model for hele Paris. Kortet kan tolkes som både ét projekt og en kortlægning. Kortet fremhæver, hvordan pladser og gader forbinder de nye nedslag i byen og derved fremhæver den eksisterende bys struktur.
Set som en paradigmatisk repræsentation af byen, ændrede projektet radikalt opfattelsen af byens interne relation mellem monument og gade. Projektet introducerer en approach, hvor monumentet, som et isoleret objekt, blev erstattet af dets eget negative tomrum i form af det konkave byrum. Patte skaber derved en ny form for byrum – pladsen. Han udvider projektet ved at inddrage de ekstroverte gårdrum fra den eksisterende parisiske typologi hôtel, og fremstiller byen som en archipelago af åbne byrum.
I dette projekt anvendes archipelago konceptet ikke ud fra ex novo situationer, men ud fra en omstrukturering af eksisterende situationer.
Via indsættelsen af forskellige bymæssige arketyper indenfor et afgrænset område opnås en intensivering af byens situationer, der kan formå at understrege de muligheder, som allerede er tilstede.
Begrebet archipelago kan som udgangspunkt bidrage til følgende:
Koncentrationen af byrum, der går hånd i hånd med en forbedring af kvalitet, i modsætning til det tab af kvalitet, der forbindes med konstant vækst og ubegrænset udvidelse.
Forbedringen af kvaliteten af byen ved at tilbyde varierede og alsidige rum for liv og aktiviteter.
Skabelsen af et pluralistisk system bestående af modsætninger, i stedet for et totalitært og centraliseret system.
Genskabelsen af identitet i det urbane byrum.
Etableringen af en tæt forbindelse mellem by og periferi.
Intensiveringen af miljøer.
Bevarelsen af fælles hukommelse og historisk bevidsthed, forstået som en kontinuitet af rum og tid.
Individualiseringen af arkitektur og en forbedret tilpasningsevne til indbyggernes ønsker og forventninger.
Behovet for mindre enheder ved at skabe mere håndterbare leve- og arbejdsområder i byen.
